Nordfynsk campingpar overtager Bogense Strand Camping

Lars og Mette Skifter, der i forvejen ejer Hasmark Strand Camping, dirigerer fra den nye campingsæson også løjerne på Bogense Strand Camping.

De nye lejrchefer overtager den 5-stjernede campingplads i den gamle købstad efter næsten tre års forhandlinger, men det har aldrig været manglende ambitioner eller lyst, der forhalede den endelige underskrift. Deres enorme udviklingsdrive har brændt i parret fra det sekund, de første gang blev forelagt tilbuddet om mulig overtagelse tilbage i 2014.

”Vi elsker camping, og med Bogense får vi en udfordring med enormt potentiale. Bogense Strand Camping er en særdeles attraktiv campingplads midt i skøn natur, få minutters gang til en charmerende, maritim by og med faciliteter til alle tænkelige formål. Ellers ville den heller ikke have fem stjerner,” fortæller Lars Skifter  

Tror på synergi fremfor konkurrence

Campingparret har med Hasmark Strand Camping allerede en plads på Nordfyn, men trods der kun er omkring 20 kilometer mellem de to pladser, så mener Lars og Mette Skifter ikke, at de kommer til at konkurrere med sig selv.

”De to pladser kan noget forskelligt og supplerer hinanden på bedste vis. Bogense appellerer med sin placering særligt til campister, der krydrer opholdet med sightseeing og oplevelser uden for pladsen ,” forklarer Mette Saksager Skifter.

Tværtimod forudser de nye ejere stor synergieffekt mellem de to pladser. Helt oplagt er fordelagtige samhandelsaftaler, men det er faktisk på medarbejderfronten, at de har de største forventninger.

”Vi samler en kæmpe viden og udveksler erfaringer mellem de to pladser, som uden tvivl vil gøre begge bedre. Eksempelvis tager vi mange af Hasmarks succesfulde børneaktiviteter med til Bogense. Håbet er, at samarbejdet resulterer i en både/og-effekt hos gæsterne, når de oplever, hvad vi tilbyder og leverer,” uddyber Bogense Strands kommende førstedame.

Ingen store omvæltninger fra dag ét 

Hvilke tiltag der flytter den modsatte vej er endnu for tidligt at sige. Først skal de nye ejere lære den nye plads og gæster at kende.

”Trofaste gæster vil formentlig ikke mærke den store forskel i begyndelsen. Vi skal først lære pladsen og gæsterne at kende, inden vi justerer på konceptet. Men efterhånden som vi får bedre indsigt og kendskab til pladsen, vil vi selvfølgelig langsomt sætte vores eget præg. Og vi er helt sikre på, at vi lærer en masse, som vi også kan bruge i Hasmark” siger den innovative campingchef, der stod bag Hasmark Strand Campings forvandling fra glorificeret græsmark til dobbelt vinder af BT og Rejselivs.dks kåring af Danmarks Bedste Campingplads.

Kommunen en afgørende faktor

Kommunen havde stor indvirkning på parrets beslutning om at købe endnu en turistvirksomhed i det nordfynske. Siden dannelsen af Nordfyns Erhverv og Turisme i 2015 har Lars og Mette Skifter oplevet en stor aktiv indsats fra kommunen i bestræbelserne på at tiltrække turister.

”Det gjorde klart valget nemmere, at vi føler en opbakning fra kommunen. Med Nordfyns Erhverv og Turisme oplever vi en voksende og dedikeret indsats for at hente turister til området, hvilket naturligvis er vores fælles interesse. Det gode samarbejde med kommunen har stor indflydelse på, at vi nu vælger at udvide vores virksomhed på Nordfyn i stedet for at søge mod andre egne,” siger Lars Skifter.

Ny rolle – drivkraften den samme

De nye chefer vil ikke selv stå for den daglige drift, ligesom de heller ikke længere gør det på Hasmark Strand Camping. I stedet sidder de lidt tilbage med det store overblik og visionerne. Visioner som i denne omgang har givet dem nøglerne til en af Danmarks blot syv 5-stjernede campingpladser. Det betyder dog ikke, at gæsterne bliver fri for Lars og Mette. De vil stadig ofte være at finde på begge pladser ude blandt gæsterne.

”Der er intet bedre end en gåtur på pladsen og en sludder med folk, der deler vores passion for camping. Det er drivkraften bag det hele. Det er jo derfor, vi gør det,” slutter Lars Skifter.

Fakta om Bogense Strand Camping:

  • 5-stjernet (syv i alt i Danmark)
  • Kapacitet: 420 pladser og 26 hytter

For yderligere oplysninger eller kommentarer er I velkommen til at kontakte Lars Skifter på tlf: 31737074, eller Mette Saksager Skifter på tlf: 31737070