Manneken Pis

 

Manneken Pis statuen i Bogense - som er en kopi af Manneken i Bruxelles - har en meget speciel historie.

I det 19. århundrede var Bogense det nordligste overfartssted mellem Fyn og Jylland med forbindelse til Klakring ved Juelsminde.

En dag, da færgen ankom til Bogense, og alle passagerer var gået fra borde, fandt et besætningsmedlem et spædbarn. Styrmanden eftersøgte forældrene, men ingen meldte sig.

Drengen, Willum Fønss, blev adopteret  af slagter Levinsohn og voksede op i Bogense.

Den 20. marts 1934 skænkede hans datter Baronesse Rosenkrantz den lille bronce statue som tak for hendes fars gode opvækst i Bogense. Dengang var den lille nøgne dreng ikke populær hos alle i byen - nogen mente at han skulle have bukser på.

Det fik han dog ikke, men ved specielle lejligheder får Manneken Pis tøj på, fx. nissetøj til jul.